Samfundets støtter
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
(flytter sin stol nærmere.)
(vendt mod den forreste dør tilvenstre.)
(i baggrunden.)
(skotter efter adjunkten.)
(hurtigt.)
(på samme tid)
(sagte.)
(ude på verandaen.)
(ude ved kaffebordet.)
(gør sig et ærende hen til bordet og siger dæm-
pet.)
(i døren.)
(på samme tid til fru Bernick.)
(ved udgangsdøren.)
(fremdeles ved udgangsdøren.)
(i havedøren.)
Faksimile
legg: 1[a], blad: [1]r
1.
[HIS: Diverse bokstaver skrevet med blyant i øvre marg.]
Samfundets støtter.
Skuespil
i
{fem}fire akter
i
{fem}fire akter
1877.
legg: 1[a], [1]v
Faksimile
legg: 1[a], blad: [2]r
Samfundets støtter.
Faksimile
legg: 1[a], blad: [2]v
Personerne:
Karsten Bernick, konsul.
Fru Bernick, hans hustru.
Olaf, deres søn, 13 år gammel.
Frøken Marta Bernick, konsulens søster.
Johan Tønnesen, fru Bernicks yngre broder.
Frøken Hessel, hendes ældre halvsøster.
Hilmar Tønnesen, fru Bernicks fætter.
Adjunkt Rørlund.
Grosserer Rummel.
Fru Rummel, hans hustru.
Købmand Vigeland.
Købmand Sandstad.
Postmester Holts frue.
Doktor
Frøken Rummel.
Frøken Holt.
Fuldmægtig Krap.
Skibsbygger Aune.
Faksimile
legg: 1[b], blad: [1]r
1.
Første akt.
(En rummelig forsal i grosserer Bernicks
hus. I forgrunden tilvenstre fører en dør
ind til grossererens værelse; længere til-
bage på samme væg er en lignende dør.
Midt på den modsatte væg er en større
indgangsdør. Væggen i baggrunden er næ-
sten helt af spejlglas med en åben dør ud
til en bred havetrappe, hvorover er spændt
et solsejl. Nedenfor trappen ses en del af
haven, der indhegnes af et gitter med en
liden indgangsport. Udenfor og langsmed
gitteret løber en gade, der på den modsat-
te side er bebygget med små lysmalede
træhuse. Det er sommer og varmt solskin.
Enkelte mennesker går nu og da forbi
henne i gaden; man standser og samtaler;
der handles i en på hjørnet liggende krambod o:
s: v:)
hus. I forgrunden tilvenstre fører en dør
ind til grossererens værelse; længere til-
bage på samme væg er en lignende dør.
Midt på den modsatte væg er en større
indgangsdør. Væggen i baggrunden er næ-
sten helt af spejlglas med en åben dør ud
til en bred havetrappe, hvorover er spændt
et solsejl. Nedenfor trappen ses en del af
haven, der indhegnes af et gitter med en
liden indgangsport. Udenfor og langsmed
gitteret løber en gade, der på den modsat-
te side er bebygget med små lysmalede
træhuse. Det er sommer og varmt solskin.
Enkelte mennesker går nu og da forbi
henne i gaden; man standser og samtaler;
der handles i en på hjørnet liggende krambod o:
s: v:)
(Inde i forsalen sidder omkring et bord
en forsamling af damer. Midt for bordet
sidder fru Bernick. Ved hendes venstre side
sidder fru Vigeland og Netta; dernæst fru
Rummel og Hilda. Til højre sidder fru
Sandstad, frøken Bernick og Dina Dorf.
Alle damerne er beskæftigede med håndar-
bejde. På bordet ligger store bunker af halv-
færdigt og tilklippet linned samt andre be-
klædningsgenstande. Længere tilbage, ved
et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et
glas sukkervand, sidder adjunkt Rørlund
og forelæser af en bog i guldsnit, dog således
at kun enkelte ord bliver hørlige for til-
skuerne.)
en forsamling af damer. Midt for bordet
sidder fru Bernick. Ved hendes venstre side
Faksimile
legg: 1[b], blad: [1]v
sidder fru Vigeland og Netta; dernæst fru
Rummel og Hilda. Til højre sidder fru
Sandstad, frøken Bernick og Dina Dorf.
Alle damerne er beskæftigede med håndar-
bejde. På bordet ligger store bunker af halv-
færdigt og tilklippet linned samt andre be-
klædningsgenstande. Længere tilbage, ved
et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et
glas sukkervand, sidder adjunkt Rørlund
og forelæser af en bog i guldsnit, dog således
at kun enkelte ord bliver hørlige for til-
skuerne.)
(En liden stund efter kommer skibs-
bygmester Aune stilfærdigt ind gennem
døren tilhøjre; der indtræder nogen forstyr-
relse i læsningen; fru Bernick nikker
til ham og peger mod døren tilvenstre;
Aune går sagte hen og banker et par gan-
ge dæmpet og med mellemrum på gros-
sererens dør. Fuldmægtig Krap, med hat
i hånden og papirer under armen, kom-
mer ud fra værelset.)
bygmester Aune stilfærdigt ind gennem
døren tilhøjre; der indtræder nogen forstyr-
relse i læsningen; fru Bernick nikker
til ham og peger mod døren tilvenstre;
Aune går sagte hen og banker et par gan-
ge dæmpet og med mellemrum på gros-
sererens dør. Fuldmægtig Krap, med hat
i hånden og papirer under armen, kom-
mer ud fra værelset.)
Fuldmægtig Krap
.Nå, er det Dem, som banker?
Bygmester Aune
.Grossereren har havt bud efter mig.
Fuldmægtig Krap
.Bygmester Aune
.Til Dem? Jeg vilde nok helst –
Fuldmægtig Krap
.– overdraget til mig at sige Dem det.
De må holde op med disse lørdags-foredrag
for arbejderne.
De må holde op med disse lørdags-foredrag
for arbejderne.
Bygmester Aune
.Så? Jeg tænkte dog, jeg måtte bruge min
fritid –
fritid –
Fuldmægtig Krap
.De må ikke bruge Deres fritid til at
gøre folkene ubrugelige i arbejdstiden. Sidst
lørdag har De talt om den skade, arbejderne
skal have af vore nye maskiner og af den
nye arbejdsmåde på værftet. Hvorfor gør
De det?
gøre folkene ubrugelige i arbejdstiden. Sidst
lørdag har De talt om den skade, arbejderne
skal have af vore nye maskiner og af den
nye arbejdsmåde på værftet. Hvorfor gør
De det?
Bygmester Aune
.Det gør jeg for at støtte samfundet –
Fuldmægtig Krap
.Det var mærkeligt! Grossereren siger
at det er samfundsopløsende –
at det er samfundsopløsende –
Bygmester Aune
.Mit samfund er ikke grossererens sam-
fund, herr fuldmægtig! Som formand i
arbejdersamfundet må jeg –
fund, herr fuldmægtig! Som formand i
arbejdersamfundet må jeg –
Fuldmægtig Krap
.De er først og fremst formand på gros-
serer Bernicks værft! De har først og fremst
at gøre Deres skyldighed imod det samfund,
som kaldes grosserer Bernicks firma; for
det er vi allesammen medlemmer af. Ja,
nu ved De, hvad grossereren havde at si-
ge Dem.
Faksimile
legg: 1[b], blad: [2]v
serer Bernicks værft! De har først og fremst
at gøre Deres skyldighed imod det samfund,
som kaldes grosserer Bernicks firma; for
det er vi allesammen medlemmer af. Ja,
nu ved De, hvad grossereren havde at si-
ge Dem.
Bygmester Aune
.Grossereren vilde ikke have sagt det på den
måde, herr fuldmægtig! Men jeg skønner nok
hvem jeg har at takke for dette her. Det
kan jeg takke Dem for, herr fuldmægtig!
De har aldrig kunnet glemme en viss an-
ledning –
måde, herr fuldmægtig! Men jeg skønner nok
hvem jeg har at takke for dette her. Det
kan jeg takke Dem for, herr fuldmægtig!
De har aldrig kunnet glemme en viss an-
ledning –
Fuldmægtig Krap
.Anledning, – anledning? Ved ikke, hvad
De sigter til med anledninger. Men nu
kender De grossererens mening. Altså, ba-
sta! Vil De så gå ned på værftet igen;
det kan visst behøves. Jeg kommer selv derned
om lidt. – Om forladelse, mine damer!
De sigter til med anledninger. Men nu
kender De grossererens mening. Altså, ba-
sta! Vil De så gå ned på værftet igen;
det kan visst behøves. Jeg kommer selv derned
om lidt. – Om forladelse, mine damer!
(Han hilser og går ud gennem haven
og nedad gaden. Bygmester Aune går
stille ud til højre. Adjunkten, der under
det foregående har fortsat læsningen, er
straks efter færdig med bogen, og klapper
den sammen.)
og nedad gaden. Bygmester Aune går
stille ud til højre. Adjunkten, der under
det foregående har fortsat læsningen, er
straks efter færdig med bogen, og klapper
den sammen.)
Adjunkt Rørlund
.Fru Rummel
.Ak, hvilken dejlig fortælling!
Fru Vigeland
.Og så moralsk!
Fru Bernick
.En sådan bog gir virkelig meget at tæn-
ke på.
ke på.
Adjunkt Rørlund
.Å ja, den viser os ad hvilke forunderlige
veje forsynet stundom fremmer sine hen-
sigter. Dette lille kristeligsindede samfund
tyr til urskovene i det fjerne Vesten for
at leve et fredens liv som brødre og søstre
mellem hverandre. Så kommer verdsligsin-
dede spekulanter og lægger en jernbane
tvers igennem den stille egn. Men så er
det at hin naturrevolution indtræffer på et
langt bortliggende sted og gør det nødven-
digt at forlægge banelinjen til et ganske an-
det dalføre. Og med det sidste bortbrusende
lokomotiv føler det lille samfund sig som
befriet for et larmfuldt og syndbefængt dag-
værk og kan atter ånde i fred og sabbatstil-
hed.
veje forsynet stundom fremmer sine hen-
sigter. Dette lille kristeligsindede samfund
tyr til urskovene i det fjerne Vesten for
at leve et fredens liv som brødre og søstre
mellem hverandre. Så kommer verdsligsin-
dede spekulanter og lægger en jernbane
tvers igennem den stille egn. Men så er
det at hin naturrevolution indtræffer på et
langt bortliggende sted og gør det nødven-
digt at forlægge banelinjen til et ganske an-
det dalføre. Og med det sidste bortbrusende
lokomotiv føler det lille samfund sig som
befriet for et larmfuldt og syndbefængt dag-
værk og kan atter ånde i fred og sabbatstil-
hed.
Dina
.Men hvorledes går det de folk i det an-
det dalføre?
det dalføre?
Faksimile
legg: 1[b], blad: [3]v
Adjunkt Rørlund
.Kære barn, vi bør antage at det andet
dalføre har været ubeboet.
dalføre har været ubeboet.
Fru Rummel
.Hm; dette med jernbanen minder så liv-
agtigt om alt det opstyr her var ifjor.
agtigt om alt det opstyr her var ifjor.
Fru Vigeland
.Ja, det var jo på et hængende hår at vi
skulde fåt jernbane herned til byen.
skulde fåt jernbane herned til byen.
Fru Bernick
.Nå, det fik da Karsten forhindret.
Adjunkt Rørlund
.Forsynet, fru Bernick! De kan være forvisset
om at Deres mand var et redskab i en højeres
hånd, da han nægted at tage sig af det påfund.
om at Deres mand var et redskab i en højeres
hånd, da han nægted at tage sig af det påfund.
Fru Bernick
.Og alligevel fik han høre så meget ondt i
aviserne. – Men vi glemmer rent at takke Dem,
herr adjunkt! Det er virkelig mere end snildt
af Dem at De ofrer så megen tid på os.
aviserne. – Men vi glemmer rent at takke Dem,
herr adjunkt! Det er virkelig mere end snildt
af Dem at De ofrer så megen tid på os.
Adjunkt Rørlund
.Å hvad, nu i skoleferierne –
Fru Bernick
.Ja, ja, det er virkelig et offer alligevel, herr ad-
junkt!
junkt!
Adjunkt Rørlund
(flytter sin stol nærmere.)
Tal aldrig om det, bedste frue! Bringer
De ikke allesammen et offer for en god sags
skyld? Og bringer De det ikke gerne og gla-
deligen? Disse moralsk fordærvede, hvis
forbedring vi arbejder for, er at betragte som
sårede soldater på en slagmark. De, mi-
ne damer, er diakonisserne, de barm-
hjertige søstre, der plukker charpi til
disse ulykkelige tilskadekomne, lægger
forbindingen lindt om sårene, læger og he-
ler dem –
Faksimile
legg: 1[b], blad: [4]r
De ikke allesammen et offer for en god sags
skyld? Og bringer De det ikke gerne og gla-
deligen? Disse moralsk fordærvede, hvis
forbedring vi arbejder for, er at betragte som
sårede soldater på en slagmark. De, mi-
ne damer, er diakonisserne, de barm-
hjertige søstre, der plukker charpi til
disse ulykkelige tilskadekomne, lægger
forbindingen lindt om sårene, læger og he-
ler dem –
Fru Bernick
.Det må være en stor nådens gave at
kunne se alt i et så smukt lys.
kunne se alt i et så smukt lys.
Adjunkt Rørlund
.Meget er medfødt i så henseende; men
meget kan også erhverves. Det gælder kun
at se tingene i lys af en alvorlig livsgerning.
Ja, hvad siger nu De, frøken Bernick?
Finder ikke De at De har fåt ligesom et fastere
grundlag at stå på siden De ofred Dem for sko-
legerningen?
meget kan også erhverves. Det gælder kun
at se tingene i lys af en alvorlig livsgerning.
Ja, hvad siger nu De, frøken Bernick?
Finder ikke De at De har fåt ligesom et fastere
grundlag at stå på siden De ofred Dem for sko-
legerningen?
Marta
.Ak, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Tidt,
når jeg går der i skolestuen, ønsker jeg at jeg hav-
de vinger og kunde flyve langt bort.
når jeg går der i skolestuen, ønsker jeg at jeg hav-
de vinger og kunde flyve langt bort.
Adjunkt Rørlund
.Ja, se, det er anfægtelserne, kære frøken!
Det er ligesom jernbanetogene, der kom med
hujende passagerer til den lille menighed
i det fjerne Vesten. Men mod slige urolige
gæster gælder det at stænge døren. Og sætter
De da virkelig så megen pris på det liv, De
hører summe hist udenfor? Der går men-
neskene i solheden og sveder og tumler med
sine små anliggender. Nej, da har vi det
sandeligen bedre, vi, som sidder svalt her-
inde og vender ryggen til den kant, hvor-
fra forstyrrelsen kommer.
Det er ligesom jernbanetogene, der kom med
Faksimile
legg: 1[b], blad: [4]v
hujende passagerer til den lille menighed
i det fjerne Vesten. Men mod slige urolige
gæster gælder det at stænge døren. Og sætter
De da virkelig så megen pris på det liv, De
hører summe hist udenfor? Der går men-
neskene i solheden og sveder og tumler med
sine små anliggender. Nej, da har vi det
sandeligen bedre, vi, som sidder svalt her-
inde og vender ryggen til den kant, hvor-
fra forstyrrelsen kommer.
Marta
.Ja, Gud, De har visst så fuldkommen ret –
Adjunkt Rørlund
.Og i et hus, som dette, – i et godt og rent hjem,
hvor familjelivet kommer tilsyne i sin
smukkeste skikkelse, – hvor fred og endræg-
tighed hersker – – (til fru Bernick) Hvad
lytter De efter, frue?
hvor familjelivet kommer tilsyne i sin
smukkeste skikkelse, – hvor fred og endræg-
tighed hersker – – (til fru Bernick) Hvad
lytter De efter, frue?
Fru Bernick
(vendt mod den forreste dør tilvenstre.)
Hvor højrøstede de blir derinde.
Adjunkt Rørlund
.Er der noget særdeles påfærde?
Fru Bernick
.Jeg ved ikke. Jeg hører, der er nogen inde hos
min mand.
min mand.
Marta
.Det er jo din onkel, som taler så højt, Betty!
Faksimile
legg: 1[b], blad: [5]r
Fru Bernick
.
Ja, jeg synes også –
(Hilmar Tønnesen, med cigar i mun-
den, kommer ind ad døren tilhøjre men
standser ved synet af de mange damer.)
den, kommer ind ad døren tilhøjre men
standser ved synet af de mange damer.)
Hilmar Tønnesen
.Å, om forladelse –
(vil trække sig tilbage.)
Fru Bernick
.Nej, Hilmar, kom kun nærmere. Du
forstyrrer ikke. Var det noget du vilde?
forstyrrer ikke. Var det noget du vilde?
Hilmar Tønnesen
.Nej; jeg vilde kun se indom. – Godmorgen,
mine damer. (til fru Bernick) Er han
her endnu? Nå, hvad blir det så til?
mine damer. (til fru Bernick) Er han
her endnu? Nå, hvad blir det så til?
Fru Bernick
.
Hvem? Hvormed?
Hilmar Tønnesen
.
Den gamle Bernick har jo trommet et mø-
de sammen –
de sammen –
Fru Bernick
.
Ja, jeg hører, din far er inde hos Bernick.
Jeg vidste ikke –
Jeg vidste ikke –
Hilmar Tønnesen
.
Når jeg kunde skønne, hvad de vil med
ham –
ham –
Fru Bernick
.Hvad er det da egentlig?
Faksimile
legg: 1[b], blad: [5]v
Hilmar Tønnesen
.Åa, det er jo dette jernbane-vrøvl igen.
Fru Rummel
.Så?
Fru Bernick
.Stakkels Karsten, skal han endnu have fle-
re ubehageligheder –
re ubehageligheder –
Adjunkt Rørlund
.Jeg trode sandelig den sag vår både død
og begraven.
og begraven.
Hilmar Tønnesen
.Ja, er den det ikke før, så blir den det nok
idag.
idag.
Fru Bernick
.Sagde onkel det?
Hilmar Tønnesen
.Han? Tror du han havde rede på nogenting?
Men jeg mødte fuldmægtig Krap, og han fortal-
te at jernbanesagen var tagen op igen og at Ber-
nick havde møde med de andre medlemmer
af formandskabet –
Men jeg mødte fuldmægtig Krap, og han fortal-
te at jernbanesagen var tagen op igen og at Ber-
nick havde møde med de andre medlemmer
af formandskabet –
Fru Rummel
.Så er altså Rummel også derinde?
Hilmar Tønnesen
.Ja naturligvis; og købmand Vigeland og
købmand Sandstad, forstår sig.
købmand Sandstad, forstår sig.
Fruerne Vigeland og Sandstad
.Nej se, se!
Faksimile
legg: 1[b], blad: [6]r
Hilmar Tønnesen
.Siden havde de bud efter gamle Tøn-
nesen. Han skulde vel strø sand på, kan
jeg tænke.
nesen. Han skulde vel strø sand på, kan
jeg tænke.
Fru Bernick
.Og nu var her så godt og fredeligt –!
Hilmar Tønnesen
.Ja, jeg, for min part, skulde ikke have noget
imod, om de begyndte at kævles igen; det blev
ialfald en adspredelse.
imod, om de begyndte at kævles igen; det blev
ialfald en adspredelse.
Adjunkt Rørlund
.Å, den slags adspredelser synes jeg man må
kunne undvære.
kunne undvære.
Hilmar Tønnesen
.Det er nu som man er anlagt, herr adjunkt!
Småstadslivet har ikke noget bedre at byde, og
det er ikke enhver givet at – (blader i adjunkt-
ens bog) «Samfundet i urskoven». Hvad er det
for noget sludder?
Småstadslivet har ikke noget bedre at byde, og
det er ikke enhver givet at – (blader i adjunkt-
ens bog) «Samfundet i urskoven». Hvad er det
for noget sludder?
Fru Bernick
.Gud, Hilmar, det må du ikke sige. Du har
visst ikke læst den bog.
visst ikke læst den bog.
Hilmar Tønnesen
.Nej; og jeg agter heller ikke at læse den.
Fru Bernick
.Du er nok ikke rigtig vel tilpas idag.
Hilmar Tønnesen
.Nej, jeg er ikke.
Faksimile
legg: 1[b], blad: [6]v
Fru Bernick
.Har du kanske ikke sovet godt inat?
Hilmar Tønnesen
.Nej, jeg har sovet meget slet. Jeg gik en
tur igåraftes for min sygdoms skyld. Så
drev jeg op i klubben og læste en rejseberetning
fra Nordpolen. Det er noget stålsættende i
dette at følge menneskene i deres kamp mod
elementerne.
tur igåraftes for min sygdoms skyld. Så
drev jeg op i klubben og læste en rejseberetning
fra Nordpolen. Det er noget stålsættende i
dette at følge menneskene i deres kamp mod
elementerne.
Fru Rummel
.Men det bekom Dem da visst ikke godt.
Hilmar Tønnesen
.Nej, jeg lå hele natten og vælted mig i
halvsøvne og drømte at jeg blev forfulgt af
en væmmelig hvalros. Uf, nu skriger han
igen!
halvsøvne og drømte at jeg blev forfulgt af
en væmmelig hvalros. Uf, nu skriger han
igen!
Fruerne
.Hvem skriger?
Hilmar Tønnesen
.Gamle Tønnesen, naturligvis. Han kan
aldrig moderere sin stemme og det gør
mig så nervøs.
aldrig moderere sin stemme og det gør
mig så nervøs.
Adjunkt Rørlund
.De andre er heller ikke lavmælte, synes
mig.
mig.
Hilmar Tønnesen
.Nej, gudbevars; når det gælder at værge for
pengepungen, så –; alting går jo op i forret-
ninger her.
pengepungen, så –; alting går jo op i forret-
Faksimile
legg: 2, blad: [1]r
2.
ninger her.
Fru Bernick
.Det er ialfald bedre end før, da alting
gik op i forlystelser.
gik op i forlystelser.
Fru Sandstad
.Var her virkelig så slemt før?
Fru Rummel
.Ja, det kan De tro, fru Sandstad! De
kan prise Dem lykkelig at De ikke bode
her dengang.
kan prise Dem lykkelig at De ikke bode
her dengang.
Fru Vigeland
.Ja, hvilken forandring er her ikke fore-
gået! Når jeg tænker tilbage på mine pi-
gedage –
gået! Når jeg tænker tilbage på mine pi-
gedage –
Fru Rummel
.Å, tænk blot en tolv–fjorten år tilbage.
Gud fri os vel, hvilket liv her var! Dengang be-
stod både balforeningen og musikforeningen –
Gud fri os vel, hvilket liv her var! Dengang be-
stod både balforeningen og musikforeningen –
Marta
.Og den dramatiske forening. Den kan
jeg godt huske.
jeg godt huske.
Fru Rummel
.Ja, det var der Deres stykke blev op-
ført, herr Tønnesen!
ført, herr Tønnesen!
Hilmar Tønnesen
(i baggrunden.)
Å hvad, hvad –!
Fru Sandstad
.Var det ikke i det stykke, De fortalte mig
at De havde spillet elskerinde, fru Rummel?
at De havde spillet elskerinde, fru Rummel?
Fru Rummel
(skotter efter adjunkten.)
Jeg? Det kan jeg virkelig ikke huske, fru Sand-
stad! Men jeg husker godt al den støjende sel-
skabelighed i familjerne.
stad! Men jeg husker godt al den støjende sel-
skabelighed i familjerne.
Fru Vigeland
.Ja, jeg ved såmæn de huse, hvor man gav to
store middage i ugen.
store middage i ugen.
Fru Sandstad
.Og så var her jo et fremmed skuespillerselskab,
har jeg hørt –
har jeg hørt –
Fru Rummel
(hurtigt.)
Ja, ja, det taler vi nu ikke om.
Fru Sandstad
.De mennesker skal jo have gjort så mange ga-
le streger, siges der. Hvorledes hænger det
egentlig sammen med de historier?
le streger, siges der. Hvorledes hænger det
egentlig sammen med de historier?
Fru Rummel
.Å, det er igrunden ingenting, fru Sandstad!
Fru Vigeland
.Søde Dina, ræk mig det linned der!
Fru Bernick
(på samme tid)
Faksimile
legg: 2, blad: [2]r
Kære Dina, gå ud og bed Katrine bringe
os kaffeen!
os kaffeen!
Marta
.Jeg skal gå med dig, Dina!
(Dina og Marta går ud gennem den
bagerste dør tilvenstre.)
bagerste dør tilvenstre.)
Fru Bernick
.Og så får De undskylde mig et øjeblik, mi-
ne damer; jeg tænker vi drikker kaffeen
derude.
ne damer; jeg tænker vi drikker kaffeen
derude.
(Hun går ud på havetrappen og dækker et
bord; adjunkten står i døren og taler med hen-
de; Hilmar Tønnesen sidder ligeledes derude
og ryger.)
bord; adjunkten står i døren og taler med hen-
de; Hilmar Tønnesen sidder ligeledes derude
og ryger.)
Fru Rummel
.
(sagte.)
Gud, fru Sandstad, hvor De gjorde mig
forskrækket˹!˺ ?
forskrækket˹!˺ ?
Fru Sandstad
.Jeg?
Fru Rummel
.Hvor kunde De begynde at tale om –? Tænk,
– så De da ikke at Dina var inde?
– så De da ikke at Dina var inde?
Fru Sandstad
.Dina? Men, bevares vel, er der noget på-
færde med –?
færde med –?
Fru Vigeland
.Fru Sandstad
.Hvad han? Jeg ved jo slet ingen ting; jeg
er jo ganske ny –
er jo ganske ny –
Fru Rummel
.Har De da ikke hørt at –? Hm; du kan gå
ned i haven lidt, du Hilda!
ned i haven lidt, du Hilda!
Fru Vigeland
.Gå du også, Netta! Og vær rigtig venlig mod
Dina, når hun kommer.
Dina, når hun kommer.
(Hilda og Netta går ud i haven.)
Fru Sandstad
.Nå, hvad var det så med fru Bernicks broder?
Fru Rummel
.Ved De ikke, det var ham, som havde den
fæle historie?
fæle historie?
Fru Sandstad
.Har kandidat Tønnesen havt en fæl historie?
Fru Rummel
.
Nej, ikke han, fru Sandstad! Det var d
Fru Sandstad
.Har kandidat Tønnesen havt en fæl historie?
Fru Rummel
.Nej, Herregud, kandidaten er jo hendes fætter;
jeg taler om broderen –
jeg taler om broderen –
Fru Vigeland
.– den forlorne broder –
Fru Sandstad
.Og han havde altså den fæle historie?
Fru Rummel
.Ja, det var noget sådant –; hvad skal jeg
kalde det? Det var noget sådant med Dinas
moder.
kalde det? Det var noget sådant med Dinas
moder.
Fru Vigeland
.Madam Dorf var nemlig ved Møllers
skuespillertrup, skal De vide –
skuespillertrup, skal De vide –
Fru Rummel
.– og så kommer skuespiller Dorf hjem
sent en aften –
sent en aften –
Fru Vigeland
.– ganske uventet –
Fru Rummel
.– og så finder han –; nej, det lar sig
virkelig ikke fortælle.
virkelig ikke fortælle.
Fru Vigeland
.Men vil De tænke Dem, – den unge Tøn-
nesen må springe ud af vinduet!
nesen må springe ud af vinduet!
Fru Rummel
.Ja, og det var endda et kvistvindu.
Fru Sandstad
.Og så var det han rømte til Amerika?
Fru Rummel
.Ja, men så kom det bagefter for dagen
at han havde skrevet et falskt papir med sin
onkels navn på.
Faksimile
legg: 2, blad: [3]v
at han havde skrevet et falskt papir med sin
onkels navn på.
Fru Vigeland
.Hm; De kan nok skønne, hvad de penge
blev brugt til, fru Sandstad!.
blev brugt til, fru Sandstad!.
Fru Sandstad
.Men hvorledes blev det mellem Dinas for-
ældre?
ældre?
Fru Rummel
.Jo, Dorf rejste naturligvis sin vej; men
madammen var såmæn fræk nok til at
blive her i flere år. Spille komedie kunde
hun naturligv jo ikke mere; men så ernær-
te hun sig med at stryge og sy for folk –
madammen var såmæn fræk nok til at
blive her i flere år. Spille komedie kunde
hun naturligv jo ikke mere; men så ernær-
te hun sig med at stryge og sy for folk –
Fru Vigeland
.Og så holdt hun en liden danseskole –
Fru Rummel
.Men det liv holdt hun da ikke længe ud;
det slog sig for brystet og så døde hun.
det slog sig for brystet og så døde hun.
Fru Sandstad
.Uf, dette var rigtignok en fæl historie!
Fru Rummel
.Ja, tal aldrig om de ting her i huset, fru Sand-
stad! Og hellerikke om halvsøsteren –
stad! Og hellerikke om halvsøsteren –
Fru Sandstad
.Ja, fru Bernick har jo en halvsøster –
Fru Rummel
.Har havt – lykkeligvis. Hun var altid en for
sig selv. Vil De tænke Dem, hun rejste efter
det forlorne subjekt over til Amerika
Faksimile
legg: 2, blad: [4]r
sig selv. Vil De tænke Dem, hun rejste efter
det forlorne subjekt over til Amerika
Fru Vigeland
.Efter halvbroderen, forstår De, skønt hele
familjen naturligvis slog hånden af ham.
familjen naturligvis slog hånden af ham.
Fru Rummel
.Ja, det var en tung tid for Bernicks; de var
netop da bleven forlovede –
netop da bleven forlovede –
Fru Vigeland
.Hm; visse folk mente, det var derfor Lona
Hessel rejste.
Hessel rejste.
Fru Sandstad
.Havde hun kanske et godt øje til svogeren?
Fru Rummel
.Hvem havde vel ikke det? De skulde set
Bernick dengang. {De}Han var netop kommen
hjem fra Paris. Den fineste unge verdens-
mand –
Bernick dengang. {De}Han var netop kommen
hjem fra Paris. Den fineste unge verdens-
mand –
Fru Vigeland
.– og alligevel så anstændig og så moralsk –
han ligned rigtignok ikke de andre.
han ligned rigtignok ikke de andre.
Fru Sandstad
.Men hvad tid kom Dina her i huset?
Fru Rummel
.Det var ved moderens død; og siden har
vi allesammen hjulpet til at opdrage hende –
vi allesammen hjulpet til at opdrage hende –
Fru Vigeland
.Og det har ikke været noget let arbejde, fru
Sandstad! Alle de slette exempler fra hjem-
met –; hun var jo en sex–syv år gammel,
da den fæle historie indtraf.
Faksimile
legg: 2, blad: [4]v
Sandstad! Alle de slette exempler fra hjem-
met –; hun var jo en sex–syv år gammel,
da den fæle historie indtraf.
Fru Rummel
.Ja, et vanskeligt barn er hun; hun må ta-
ges med det gode. Hys, – der kommer hun!
(højt.) Ja, den Dina, det er rigtig en flink
pige! Nå, er du der, Dina? Vi sidder her
og lægger tøjet fra os.
ges med det gode. Hys, – der kommer hun!
(højt.) Ja, den Dina, det er rigtig en flink
pige! Nå, er du der, Dina? Vi sidder her
og lægger tøjet fra os.
Fru Vigeland
.Ak, hvor din kaffe dufter dejligt, søde
Dina! En sådan kop formiddagskaffe – –
Dina! En sådan kop formiddagskaffe – –
Fru Bernick
(ude på verandaen.)
Vær så god, mine damer!
(Marta og Dina har imidlertid hjulpet
tjenestepigen at bringe kaffetøjet. Damerne
tager plads derude; de taler overvættes ven-
ligt til Dina. Lidt efter går hun ind i for-
salen og søger sit håndarbejde.)
tjenestepigen at bringe kaffetøjet. Damerne
tager plads derude; de taler overvættes ven-
ligt til Dina. Lidt efter går hun ind i for-
salen og søger sit håndarbejde.)
Fru Bernick
(ude ved kaffebordet.)
Dina, vil ikke du også –?
Dina
.Nej tak; jeg vil ikke.
(Hun tager sit sytøj og sætter sig, med ryg-
gen halvt vendt mod arbejdsbordet. Fru Ber-
nick og adjunkten veksler nogle ord; et øje-
blik efter går han ind i forsalen.)
gen halvt vendt mod arbejdsbordet. Fru Ber-
nick og adjunkten veksler nogle ord; et øje-
Faksimile
legg: 2, blad: [5]r
blik efter går han ind i forsalen.)
Adjunkt Rørlund
(gør sig et ærende hen til bordet og siger dæm-
pet.)
Dina!
Dina
.Ja!
Adjunkt Rørlund
.Hvorfor vil De ikke være derude?
Dina
.Fordi de sidder og tænker ondt om min
moder. Det tåler jeg ikke!
moder. Det tåler jeg ikke!
Adjunkt Rørlund
.De har et stridigt sind, Dina!
Dina
.Ja!
Adjunkt Rørlund
.Men hvorfor har De det?
Dina
.Jeg er ikke anderledes.
Adjunkt Rørlund
.Kunde De ikke prøve på at blive an-
derledes?
derledes?
Dina
.Nej; det vilde ikke nytte.
Adjunkt Rørlund
.Hvorfor ikke?
Jeg hører jo til de moralsk fordærvede.
Adjunkt Rørlund
.Fy, Dina!
Dina
.Moder hørte også til de moralsk fordærvede.
Adjunkt Rørlund
.Hvem har sagt Dem noget sådant?
Dina
.Ingen; men de tænker det.
Adjunkt Rørlund
.Føler De Dem altså trykket her i byen?
Dina
.Jeg vilde ikke blive her en dag længer, der-
som ikke De var.
som ikke De var.
Adjunkt Rørlund
.Sig mig, kære Dina, – hvorfor er De egent-
lig så gerne sammen med mig?
lig så gerne sammen med mig?
Dina
.Fordi De lærer mig at se så meget smukt.
Adjunkt Rørlund
.Smukt? Kalder De det, jeg kan lære Dem,
for noget smukt?
for noget smukt?
Dina
.Ja.
Adjunkt Rørlund
.Hvad forstår De da egentlig ved en smuk
ting?
ting?
Faksimile
legg: 2, blad: [6]r
Dina
.Det har jeg aldrig tænkt over.
Adjunkt Rørlund
.Så tænk over det nu. Hvad forstår
De ved en smuk ting?
De ved en smuk ting?
Dina
.En smuk ting er noget som er stort, –
og langt borte.
og langt borte.
Adjunkt Rørlund
.Hm! – Kære Dina, jeg er så inderlig
bekymret for Dem –
bekymret for Dem –
Dina
.Kun det?
Adjunkt Rørlund
.De ved dog visst godt, hvor usigelig kær
De er mig.
De er mig.
Dina
.Dersom jeg var Hilda eller Netta, vilde
De ikke være bange for at lade nogen mærke
det.
De ikke være bange for at lade nogen mærke
det.
Adjunkt Rørlund
.Å, De kan så lidet dømme om de tusend
hensyn –. Når en mand er sat til at være en
støtte for det samfund, han står i –. Hys;
der kommer {d}De de!
hensyn –. Når en mand er sat til at være en
støtte for det samfund, han står i –. Hys;
der kommer {d}De de!
(Hun ser et øjeblik på ham; derpå går
hun ud på havetrappen; adjunkten går li-
geledes op mod baggrunden. I det samme
kommer gamle Tønnesen ud fra grossererens
værelse.)
hun ud på havetrappen; adjunkten går li-
geledes op mod baggrunden. I det samme
Faksimile
legg: 2, blad: [6]v
kommer gamle Tønnesen ud fra grossererens
værelse.)
Gamle Tønnesen
(i døren.)
Nej, nej, nej, siger jeg! Aldrig i verden, siger
jeg! Nu går jeg min vej, så sandt jeg heder
Mads Tønnesen!
(slår døren i.)
jeg! Nu går jeg min vej, så sandt jeg heder
Mads Tønnesen!
Hilmar Tønnesen
(på samme tid til fru Bernick.)
Der har vi ham. Farvel!
(vil skynde sig ud tilhøjre.)
Gamle Tønnesen
.Hilmar! Min søn Hilmar, vent, så går
vi sammen! Nu sker her tegn og underlige
gerninger, Hilmar! Noget så galt har jeg,
fanden rive mig, aldrig hørt!
vi sammen! Nu sker her tegn og underlige
gerninger, Hilmar! Noget så galt har jeg,
fanden rive mig, aldrig hørt!
Hilmar Tønnesen
(ved udgangsdøren.)
Hys; band dog ikke så fælt! Ser du ikke da-
merne?
merne?
Gamle Tønnesen
.Nej se, se! (nærmere.) Godmorgen!
Hilmar Tønnesen
.Kom nu; kom nu!
Fru Bernick
.Godmorgen, onkel! Nå, er det så forbi?
Gamle Tønnesen
.Faksimile
legg: 2, blad: [7]r
Ja, nu er det nok snart forbi med os alle-
sammen. Jeg har aldrig hørt noget så u-
rimeligt! Nu vil han bygge jernbane alli-
gevel!
sammen. Jeg har aldrig hørt noget så u-
rimeligt! Nu vil han bygge jernbane alli-
gevel!
Adjunkt Rørlund
.Hvad for noget?
Fru Bernick
.Hvem?
Gamle Tønnesen
.Din mand, begribeligvis!
Fru Bernick
.Men kære onkel –?
De tre fruer
.
Nej, kan det være muligt –?
Gamle Tønnesen
.
Nej, det er rent umuligt! Det går ikke;
for han vil bygge den for vore penge –
for han vil bygge den for vore penge –
Fru Bernick
.
Nå, han vil vel bygge den for sine egne
også.
også.
Gamle Tønnesen
.
Ja, han får gøre med sine egne penge,
hvad han vil; han har nok af dem, og let
har han fortjent dem. Men jeg, ser du, jeg
som begyndte med to tomme næver –
hvad han vil; han har nok af dem, og let
har han fortjent dem. Men jeg, ser du, jeg
som begyndte med to tomme næver –
Hilmar Tønnesen
(fremdeles ved udgangsdøren.)
Hænder –
Faksimile
legg: 2, blad: [7]v
Gamle Tønnesen
.
Jeg siger næver, min søn Hilmar! Ja-Gu’
var de tomme dengang; og skidne var
de også –
var de tomme dengang; og skidne var
de også –
Hilmar Tønnesen
.Uf da!
Gamle Tønnesen
.Men det er arbejdets ære, skal De vide; og
med de næver holder jeg fast på det, som
jeg har svedet så surt for –
med de næver holder jeg fast på det, som
jeg har svedet så surt for –
Hilmar Tønnesen
.Uf, uf, uf!
Gamle Tønnesen
.Jaha, jeg ved nok at folk i byen kalder
mig for grævlingen; men grævlingen skal
vise dem at han har kløer, han! Er det
ikke rigtigt, min søn Hilmar?
mig for grævlingen; men grævlingen skal
vise dem at han har kløer, han! Er det
ikke rigtigt, min søn Hilmar?
Hilmar Tønnesen
.Jo, kom nu bare; kom nu!
Gamle Tønnesen
.
Jernbane! Ligesom ikke jeg vidste, hvor-
ledes det har sig med jernbanerne! Å jo,
grævlingen er nu ikke gal heller. Men hvor-
for fanden kommer du ikke, Hilmar? Vi
må ned på bryggen og se på dampskibet.
Farvel; farvel, og smageligt måltid!
(han og Hilmar går ud tilhøjre.)
ledes det har sig med jernbanerne! Å jo,
grævlingen er nu ikke gal heller. Men hvor-
for fanden kommer du ikke, Hilmar? Vi
må ned på bryggen og se på dampskibet.
Farvel; farvel, og smageligt måltid!
Adjunkt Rørlund
.Faksimile
legg: 2, blad: [8]r
Men dette rimer sig jo sletikke med at
herr Bernick ifjor –
herr Bernick ifjor –
Fru Bernick
.
Ja, jeg forstår det ikke –
(Købmændene Rummel, Vigeland og
Sandstad kommer ud fra værelset tilvenstre
fulgt af grosserer Bernick, der har en bun-
ke papirer i hånden.)
Sandstad kommer ud fra værelset tilvenstre
fulgt af grosserer Bernick, der har en bun-
ke papirer i hånden.)
Grosserer Bernick
.Nå, så er sagen altså afgjort.
Købmand Vigeland
.Ja, i Guds navn, lad den så være.
Købmand Rummel
.Den er afgjort, Bernick! Et Normands-ord
står fast; det ved du.
står fast; det ved du.
Grosserer Bernick
.Og ingen svigter; ingen falder fra, hvad mod-
stand vi så end møder.
stand vi så end møder.
Købmand Rummel
.Vi står og falder sammen, Bernick!
Grosserer Bernick
.Godt; så er jeg ikke bange for udfaldet.
Men nu må vi naturligvis fordele arbejdet mel-
lem os. Jeg skal virke på embedsmændene og de
større forretningsfolk. Du, Rummel, med din
djerve ligefremhed og med din sans for frem-
skridt, sætter dig i forbindelse med vore yngre
medborgere. De, herr Vigeland, bør berolige og
oplyse Deres meningsfæller, de alvorligt-sindede
i samfundet, og herr Sandstad med sin
milde humanitet finder jo overalt åbne
døre –
Men nu må vi naturligvis fordele arbejdet mel-
lem os. Jeg skal virke på embedsmændene og de
større forretningsfolk. Du, Rummel, med din
djerve ligefremhed og med din sans for frem-
skridt, sætter dig i forbindelse med vore yngre
medborgere. De, herr Vigeland, bør berolige og
Faksimile
legg: 2, blad: [8]v
oplyse Deres meningsfæller, de alvorligt-sindede
i samfundet, og herr Sandstad med sin
milde humanitet finder jo overalt åbne
døre –
Købmand Rummel
.Det skal gå, Bernick; det er svoret!
Fru Bernick
(i havedøren.)
Men kære Karsten, hvad er det egentlig –?
Grosserer Bernick
.Å, kære Betty, hvor kan nu det interessere
dig? (til herrerne.) Vi selv må naturligvis
tegne os først på listerne; den stilling, vi ind-
tager i samfundet, gør os det til pligt at stræk-
ke os så langt som muligt.
dig? (til herrerne.) Vi selv må naturligvis
tegne os først på listerne; den stilling, vi ind-
tager i samfundet, gør os det til pligt at stræk-
ke os så langt som muligt.
Herrerne
.Forstår sig; forstår sig!
Grosserer Bernick
.Og kan vi først pege hen på en så livlig
deltagelse i alle samfundslag, er det en selv-
følge at kommunen også må bidrage sit.
deltagelse i alle samfundslag, er det en selv-
følge at kommunen også må bidrage sit.
Fru Bernick
.Men, Karsten, du må endelig komme ud
og fortælle os –
og fortælle os –
Grosserer Bernick
.Å, kære Betty, det er noget, som I ikke
kan sætte jer ind i.
kan sætte jer ind i.
Adjunkt Rørlund
.
